13. December

”Hrmfff ja. Hrmfff. Sådan der. – Den skal sidde der. Dén skal saves i vinkel, og så skal den passes ind. Så skal der skrues, og tætnes og slibes og tætnes igen”. Formanden kigger på hullet i Himmelsejleren. ”Hrmfff ja. Så er vi måske snart færdige.”

Overalt på Himmelsejleren bliver der banket og hamret.

”Klara, det er helt galt nu..” Preben løber forvirret rundt og forsøger at styre de mange Hygge Von Byggere. ”De hamrer over det hele; på dækket, i kabyssen, i maskinrummet… faktisk alle steder på en gang! De… de skulle bare ordne hullet… ikke ombygge hele Himmelsejleren”.

Klara kigger op. Hun holder tre søm imellem tænderne, støtter en træplade med det ene knæ, og har en hammer hånden. Med den anden hånd holder hun pladen på plads foroven.

”Mmrr… prmmttt” siger Klara. Hun forsøger med øjnene at få Preben til at forstå hvad hun mangler.

”Du skal ikke lave øjne af mig, Klara. Det er ikke mig der ødelægger Himmelsejleren, så vi aldrig kommer hjem.” siger Preben og vifter med en pegefinger af Klara.

”Prfttt… prfttt” siger hun mellem læberne og nikker i retning af noget som hun vil have Preben til at give hende. Uden held.

Klara spytter de tre søm ud. ”Preben – ræk mig lige skruetvingen og hjælp med at holde det her bræt… så skal vi snart få Himmelsejleren tilbage i topform”.

Preben gør modvilligt hvad Klara beder ham om. ”Skruet hvad-for-en” spørger han.

”Den der Preben” Klara peger med øjnene og samtidigt med tungen som hun strækker så langt ud hun kan.

Preben kigger i den retning Klara peger. ”Den?” Spørger han. Klara ryster på hovedet ”Nej, det er en tommestok”. ”Den?” Spørger han og tager fat i et nyt udefinerbart instrument. ”Nej, det er et stemmejern!” siger Klara, lettere irriteret nu. ”Den der – skruetvingen!”.

Preben kigger sig omkring. Der er alt muligt værktøj.

”Klara – der er ikke noget med en vinge” siger Preben irriteret.

Klara giver ikke op. Så må hun selv tage det værktøj hun skal bruge. Det kan hun sagtens nå, og så komme tilbage og sætte pladen fast i et snuptag. Klara slipper pladen med albue, knæ og den ene hånd, tager et skridt og når lige at røre ved skruetvingen…

”Kaboumm”.

Pladen falder til jorden med et ordentligt brag.

Preben får et chok og hopper op i vejret.

”Kom Preben, vi lader Hygge Von Byggerne ordne Himmelsejleren, så går vi ind og planlægger hvordan vi skal fange ham Julehyggen”.

Ud af øjenkrogen ser hun, at fire Hygge Von Byggere allerede er i fuld gang med at få pladen på plads, og inden Preben og Klara går ind i kahytten, sidder den hvor den skal.

”Nå! Der er måske nogle ting som Klara Kan Alt alligevel ikke kan?” driller Preben.

”I hvert fald ikke med en ubrugelig hjælper” driller Klara tilbage. De kigger på hinanden og så griner de begge.

Inde i kabyssen er der allerede lidt mørkt. ”Preben vi skal have nogle lys. Julehyggen elsker lys og varme, så det skal helst være mange lys. En hel lyskrans!” griner Klara.

”Hrmfff ja. Hrmfff. Lys vil hjælpe” kommer det fra Formanden. Han sidder i halvmørket og laver planer for resten af arbejdet på Himmelsejleren.

”Hrmfff ja. Hrmfff… sådan der. Fire stykker bøjet træ, pyntet med nogle grønne grene, nogle bånd og så en masse stearinlys. Så får vi ikke en flottere lyskrans” siger Formanden.

Lyset i kabyssen forandres helt da Formanden sætter ild i de mange lys.

”Se Klara.” Preben kigger på Julehyggebarometeret. Det viser at de igen er tæt på Julehyggen. De står nu begge og kigger på Julehyggebarometeret.

Formanden samler lidt materialer og går ud for at lave lyskranse til alle Hygge Von Byggerne, så de også bedre kan se hvad de er i gang med at bygge.

”Kom Preben, vi hænger den her lyskrans op. Så spreder den lys til hele Kabyssen – ja næsten hele Himmelsejleren”.

Klara tager en stol og stiller den oven på bordet. Ovenpå stolen stiller hun en gryde og tilsidst en bog ovenpå gryden. ”Så Preben. Så kan jeg nå loftet – hvis du lige holder fast i bordet, så det står stille, så kravler jeg lige op og får den krans hængt op”.

Preben kigger på Klara. ”Uha uha det kan aldrig gå godt, Klara”.

”Visse…” når Klara at starte, men Preben afbryder hende:
“Ja, ja jeg ved det: Visse vasse, Preben”. Preben vidste godt at det ville komme. Som altid når han forsøger at påpege at Klara skal passe på.

Klara kravler op på bordet, op på stolen, får det ene ben op på gryden, og træder med den anden fod varsomt op på bogen.

”Preben, kast lige båndet herop så binder jeg den fast i den krog der” siger Klara mens hun anstrenger sig for at holde balancen.

Preben slipper bordet, og kaster snoren op til Klara. Hurtig som et lyn syntes han selv at han er tilbage og holde fast i bordet.

”Så trækker jeg den lige op her. Binder en knude her. Væk med bord, gryde og stol. Og så vupti!” Klara hopper ned og står tilfreds og kigger op på kransen.

”Det er et utroligt flot lys, Preben. Det har vi gjort godt”. Klara når lige at vende blikket fra lyskransen for at smile til Preben, før krogen giver efter.

“Swwussh!” falder kransen ned og lander på Klara, der pludseligt står med lyskransen om hovedet.

Klara får et chok. ”Mine ører! Av det stikker!” Klara sætter i et hyl og løber igennem kabyssen og ud på dækket.

“Pas på Klara, du brænder hele skibet ned!” råber Preben og løber efter Klara ud på dækket.

Oppe på dækket har Formanden bygget flere lyskranse og placeret dem rundt omkring på Himmelsejleren. Da Hygge Von Byggerne får øje på Klara, tror de at hun har opfundet en smart arbejdspandelampe, og tager alle selv en lyskrans på hovedet.

“Klara! pas på dit hår. Der går ild i det! Braaaaand” råber Preben.

Klara sætter igen i løb. “Hvor brænder det?”

“Øhhhh altså – det brænder ikke helt endnu – men det er meeeeget tæt på. Du skal gå meget meget forsigtigt for ikke at få ild i håret”.

Klara sætter tempoet ned, og lyset fra Klara og Hygge Von Byggernes lyskranse lægger sig over Himmelsejleren.

”Hrmfff ja. Hrmfff… så skal der bygges” konstaterer Formanden, og kaster en hammer over til Preben.

Med de nye smarte pandelamper kan de bygge hele natten. Og det gør de.


 

 

Sidste afsnit

Menu

Næste afsnit

 

RumbleTumbe_JulekalenderI dag er det Luciadag og dagens aktivitet er at tage til et lucia optåg.
Der er nok et på din skole eller et sted i din by.
Hvis du er heldig kan det være du er en af dem der har fået lov til at deltage.
Vi udgiver også vores afsnit som PDF og dagens afsnit kan hentes her

Tilmeld dig vores mailliste og få tilsendt dagens afsnit hver dag.

 

Vi sender dig kun julekalenderen, du vil ikke modtage spam eller reklamer fra os

* påkrævet



Hos RumbleTumble er vi vilde med at hygge os og have det sjovt. Derfor har vi planlagt en række aktiviteter i løbet af julen. Der vil være en aktivitet til hver dag, der relatere sig til dagens afsnit.

For at hjælpe jer på vej har vi lavet et ark med hvad der skal bruges til hver aktivitet i løbet af måneden.
Arket kan hentes her

Vi deltager selvfølgelig også selv i aktiviteterne – se med på vores Facebook side