15. December

”Skal vi virkeligt gå i land her Klara. Jeg synes ikke at det ser sikkert ud. Sumpet, svampet og en masse sten. Det kan da ikke være her Julehyggen bor?!”. Preben kigger skeptisk på det nye stykke land som Himmelsejleren er sejlet ind til.

”Det er her vi er, Preben, så er det her vi skal være.” Klara tager Preben under armen og svinger dem begge ud over rælingen på Himmelsejleren. De lander blødt i den brune jord.

”Wouwww Preben. Mærk lige. Det er ligesom at gå på dej til Brune Kager! Ih, hvor er det sjovt at træde på.” Klara løber begejstret afsted med kæmpe skridt, og tager store hop der sender hende op i luften hvorefter hun lander med begge støvler sikkert igen.

”Det er træls at gå i, Klara” siger Preben. ”…som om at jeg ikke kommer nogle vegne.”

Preben går med tunge skridt efter Klara der tager endnu tre store skridt og et kæmpe hop.

”Juhuuuu Preben kom nu, det er sjovt”.

Preben trasker efter. Misfornøjet. “Det var nu mere hyggeligt med Mogens og hende der dragen med hulen.”

Klara trasker videre med en mut Preben ved sin side. ”Se Preben de her sjove små sten. De ser da mærkelige ud.”. De standser og kigger ned på stenene. “Se, der er mos på toppen, ligesom små hårtotte.”

Preben kigger ned. ”Det er bare en sten med lidt mos Klara. Det er altså ikke noget. Men men… okay det ser lidt sjovt ud. Det ligner faktisk… ha ha.” Preben kigger på stenene. ”Det… det ligner en skaldet Hygge Von Bygger med grønt hår. Ha ha ha.”

Preben er helt færdig af grin. Han slår sig på knæene og forsøger at genvinde kontrollen over sig selv.

”Ha ha ha, hi hi hi, he he he” Preben griner så tårerne løber fra hans øjne ned i hans varme uld.

”Klara… Klara… det… det… ” Preben kan ikke sige noget, og det gør ondt i maven sådan som han griner.

”Hvad bilder I jer ind? Mage til opførsel!? Det er uacceptabelt, og nu kommer jeg efter jer to.”
Op af jorden er kommet en kæmpe muldvarp. Den truer med den ene arm, og gør anslag til at komme efter Klara og Preben.

Klara kigger ned på Preben. Preben forsøger at undertrykke endnu en latterkrampe. Det lykkedes næsten for Preben, så eksploderer han i et hyl og falder om på jorden og tager sig selv på maven af grin.

”Hi hi hi he he he he”

”Som en anden bøllerik” råber muldvarpen og hæver knytnæven truende mod Preben og Klara.

”Jamen – vi hoppede og grinede bare over mos på stenene” forklarer Klara.

”Nej. I stampede så gangene i min hule faldt sammen, I har trådt på og grinet af mine venner.”

Klara får hevet Preben op. ”Undskyld. Det beklager vi meget” siger Klara.

Preben prøver at tage sig sammen. ”Ja undskyld. Det er jeg meget ked af. Thi hi… fnis”

”Kom så væk fra mine venner” siger muldvarpen og begynder at samle de sten, som Klara og Preben står ovenpå, sammen.

Klara og Preben står lidt forvirrede og kigger på hinanden.

”Herover” vrisser muldvarpen, og genner Klara og Preben over til et område han har ryddet for sten med mos på.

”Øøh, er det stenene der er dine venner?” Spørger Klara interesseret.

“Ja, selvfølgelig er de det, det var da et dumt spørgsmål. Hvad laver sådan to bøllerikker som jer her?” snapper muldvarpen.

”Vi har fundet et kort”. Klara tager kortet frem hvorpå der står “Kom og find Julehyggen”, og viser det til Muldvarpen. ”Det er ham vi er ude for at finde: Julehyggen. Vi har ledt forskellige steder og nu er vores skib Himmelsejleren sejlet hertil. Måske at du kan hjælpe os?”

”Hmmmm Julehyggen… Jeg har måske hørt noget I kan bruge” siger Muldvarpen. ”Men inden jeg fortæller jer noget, skal I love at hjælpe mig og mine venner.”

”Selvfølgeligt vil vi hjælpe dig. Vi elsker at hjælpe andre”.
”Måske skal vi lige høre hvad vi skal” hvisker Preben – ”Inden vi lover…”.

Muldvarpen afbryder Preben. ”Så er det en aftale. Og aftaler bryder man ikke. Kom med mig herned i mine gange”.

Preben bliver rædselsslagen. ”Næ nej – uhhhh – det er vist ikke en god ide. Min uld bliver beskidt af jord og orme”.
Muldvarpen er allerede forsvundet og Klara har sat sig på alle fire, og kravler med ned i muldvarpens gang.

Preben står stadig ovenfor gangen. ”Jeg… jeg skal ikke derned” siger han højt.
”Klara… Klara” råber Preben ned i gangen. Der er intet svar. ”Klara, kom tilbage”.

Da der stadig intet svar kommer, bliver Preben bange. – ”Nej nej nej. Hun er blevet taget!”

”Klara Klara kom så tilbage”. Preben sidder på alle fire og kigger ned i gangen. Der er mørkt. ”Klara…” Men der er intet svar.

Så tager Preben mod til sig, og begiver sig ned i gangen. Den er smal og hans uld bliver beskidt af jorden.
Preben føler sig frem. Det føles som om at han kravler i en evighed, og der er klamt og koldt i gangen.

”Klara… Klara…” Preben kalder på Klara, uden held.

Han fortsætter lidt endnu, og så kommer han til et sted hvor gangen deler sig.

”Nu er det da helt umuligt” konstaterer Preben højt for sig selv. ”Hun er væk. Blevet til frokost, færdigret. Det er slut!”

Preben tænker på hvad Klara ville gøre i denne situation. Så sutter han på en finger og stikker den op i vejret i den mørke gang.

Fra den ene retning blæser en kold vind. Fra den anden virker det lunt og behageligt.

Preben tænker igen på Klara. “Hun tager altid den kolde retning”. “Det må være det rigtige!”

Preben samler alt sit mod og kravler videre i den mørke gang. “Klara… Klara!” kalder han.


 

 

Sidste afsnit

Menu

Næste afsnit

 

Dino laver de lækreste vafler.
Her til jul er de lækre med kanel og sukker, men de kan også sagtens spises med marmelade og flormelis.
Opskriften kan hentes her

Hvis i ikke har et vaffeljern, så er pandekager et godt alternativ.

Vi udgiver også vores afsnit som PDF og dagens afsnit kan hentes her

Tilmeld dig vores mailliste og få tilsendt dagens afsnit hver dag.

Vi sender dig kun julekalenderen, du vil ikke modtage spam eller reklamer fra os

* påkrævet



Hos RumbleTumble er vi vilde med at hygge os og have det sjovt. Derfor har vi planlagt en række aktiviteter i løbet af julen. Der vil være en aktivitet til hver dag, der relatere sig til dagens afsnit.

For at hjælpe jer på vej har vi lavet et ark med hvad der skal bruges til hver aktivitet i løbet af måneden.
Arket kan hentes her

Vi deltager selvfølgelig også selv i aktiviteterne – se med på vores Facebook side