24. December

Klara vågner og slår øjnene op. Hun er så spændt på Julehyggen, at hun har helt ondt i maven. Hun kigger på Julehyggebarometeret, der viser at de er tæt på nu. ”Jeg vidste det – Julehyggen kommer helt sikkert i dag”.

Klara går i hænger det sidste pynt op, og lægger gaverne under træet, ligesom på kortet.
Hun bager kager og finder sange frem, som hun tror Julehyggen vil blive glad for at synge.
Til sidst er hun næsten helt klar. Og i hvert fald helt træt.

Så sætter hun sig i sofaen og kigger på kortet, som de fandt for 23 dage siden.
”Utroligt at et tilfældigt kort kan sætte så meget i gang” siger hun ud i luften og læner sig tilbage i puderne.

”Vi har kransen med lys fra Himmelsejleren. Vi har tællelyset. Vi har gaverne. Vi har guirlander, musetrapper, flettede hjerter. Vi har det fineste træ. Vi mangler… stjernen i toppen af træet.”

Klara lukker øjnene lidt. Jeg skal lige slappe af i fem minutter. Så finder jeg en stjerne.

”Klara… Klara…” Klara har blundet, og vågner ved at Preben rusker i hende. ”Du skal vågne nu, Klara. Julehyggen kan være her hvert øjeblik det skal være.”

Der er lys inde i hytten. Som om at der er nogen der har tændt en stor varm lampe midt i stuen. Lyset kommer fra toppen af træet.

Klara er straks vågen. ”Preben! Ledestjernen der viste os vej ud af mørket har fundet os, og nu sidder den i toppen af træet”.

”Ja det er et magisk lys”. svarer Preben.

Klara og Preben kigger begge over på Julehyggebarometeret.

”Se Klara, vi er meget tæt på. Tættere på end nogensinde før” hvisker Preben. ”Tror du også at han kommer lige om lidt, så?”

”Jeg tror at han…” BANK BANK! Klara bliver afbrudt ved at det banker på døren.
Det er Dino og Donna der står udenfor, da Preben åbner døren.

”Hvor er er det skønt at se jer. Kommer I for at møde Julehyggen?” spørger Klara.

”Tja ja, øhm…” stammer Dino. ”Og så har vi lige det her med – det er en ny opskrift. En kold grød med frugtsovs til.”

Preben spærrer øjnene op og et stort smil spreder sig på hans ansigt. ”Det tager jeg mig lige af”, siger han og bærer grøden over på bordet.

Inden de når at sætte, sig banker det på døren igen. BANK BANK!

”NU” råber Preben ”..det må være Julehyggen!” han styrter over og får døren op. Udenfor står Mullen Mads sammen med en masse af de små skallede rokkesten.

”Vi tænkte lige, at ham Julehyggen ville vi gerne møde” siger Mads, og Preben byder ham og stenene indenfor.

”Der er mad herovre”, fortæller Klara, og så banker det atter på døren. Bank! Bank!

Klara og Preben løber om kap for at åbne for Julehyggen. ”Mogens… sikke en overraskelse!” lyder det fra Klara der løber hurtigst og derfor også er først ovre ved døren.

Udenfor står Mogens med sin familie.

”Kom ind, kom ind” siger Klara.

Det banker på igen. BANK BANK!

Der er en hujen og skrigen udenfor døren, og Klara skynder sig at åbne.
Ind vælter en stor flok Hygge Von Byggere og Formanden.

”Hrmfff… nu skulle vi lige se hvad der manglede, for at vi finder Julehyggen – Hov hov! I skal ikke rykke den væg ned, byg noget vi kan bruge.” Kommanderer Formanden allerede.

Tre Hygge Von Byggere går straks i gang med at bygge en DJ-pult, og inden de får set sig om lyder der stemningsfuld musik i stuen.

Alle gæsterne har det dejligt. De snakker, danser og spiser Dinos gode mad.
Efter lidt tid banker det igen-igen-igen-igen på døren.

BANK! BANK! BANK!

Alle kigger op, og der bliver slukket for musikken.

Klara bryder stilheden: ”Det kan kun være ham, Preben. Julehyggen.”

Klara og Preben går sammen over og åbner døren. Alle holder vejret.

Ind fra kulden træder Store Rynke. ”Sikke en julehygge der er her” siger han højt og varmt.

Alle kigger forvirret rundt. ”Jamen – Julehyggen er her da ikke?!” sukker Klara. ”Han er ikke kommet. Det er kun os her i stuen.”

”Julehyggen er ikke en person, Klara. Det forsøgte jeg også at fortælle dig for snart maaaange dage siden, men du løb jo afsted.” siger Store Rynke gammelklogt.

“Julehyggen er det her i stuen hos dig, Klara: Godt selskab, god mad, gaver og glade venner som man holder af.”

Preben kigger over på Klara. Hun er lidt skuffet. Hun havde forestillet sig noget andet.
”Jamen… så har vi vel fundet Julehyggen” siger Klara stille.

“Det har i da i hvert fald! Og jeg har gaver med til jer” svarer Store Rynke, og deler røde huer ud til alle.

Store Rynke bliver placeret på en stol midt i hytten. Musikken spiller igen og de taler, griner og spiser. Dinos hvide grød med sovs er meget populær. En Hygge Von Bygger spiller musik og skruer op for musikken.

”Det her er julehygge!” råber Preben, mens han løber over og finder den gave han selv har lavet til Julehyggen.

”Det er til dig, Store Rynke. Du kom jo med julehyggen” siger han og giver Store Rynke gaven.

”Tak Preben – det var lige hvad jeg havde ønsket mig” siger Store Rynke og viser stolt gaven fra Preben frem.

Klara fordeler alle gaverne ud til gæsterne, og de holder julefest til langt ud på natten.

”Julehyggen er helt speciel. Når du finder den er du ikke i tvivl.” Siger Klara til Preben. ”Det var godt vi fandt den sammen”.

“Så behøver vi jo heller ikke at rejse ud for at finde den igen næste år” siger Preben.

“Lad os nu se, Preben. Lige nu skal vi bare nyde julehyggen.” smiler Klara tilbage til ham.


 

 

Sidste afsnit

Menu

Næste afsnit

 

I aften skal vi danse, synge og have lækker mad.
Men det kan nogen gange føles som en evighed inden det bliver aften.
Indtil da skal vi finde noget at bruge tiden på.
Vi foreslår man tegner sine yndlingskarakter fra juleeventyret “Klara Kan Alt Finder Julehyggen”.
Vi udgiver også vores afsnit som PDF og dagens afsnit kan hentes her

Tilmeld dig vores mailliste og få tilsendt dagens afsnit hver dag.

Vi sender dig kun julekalenderen, du vil ikke modtage spam eller reklamer fra os

* påkrævet



Hos RumbleTumble er vi vilde med at hygge os og have det sjovt. Derfor har vi planlagt en række aktiviteter i løbet af julen. Der vil være en aktivitet til hver dag, der relatere sig til dagens afsnit.

For at hjælpe jer på vej har vi lavet et ark med hvad der skal bruges til hver aktivitet i løbet af måneden.
Arket kan hentes her

Vi deltager selvfølgelig også selv i aktiviteterne – se med på vores Facebook side